Der er fire hovedårsager til, at det norske cross-country-ikon dominerer sprintløb. Johannes Høsflot Klæbo har en frisk tilgang til teknik.

Han har et talent for taktiske beslutninger og en fysisk bygning, der er ideel til moderne langrend. Denne unikke kombination har vist sig ustoppelig. 

De har identificeret fire hovedårsager til, hvorfor Klæbo er så ekstremt effektiv.  

1. Klæbo repræsenterer toppen af ​​moderne langrend
Klæbo tilhører den næste generation af langrendsløbere, som er vokset op med rulleskibaner. Disse består typisk af korte, stejle bakker, stejle sving og høj hastighed – alt sammen ideelt til at udvikle en række specifikke højhastighedsteknikker og tilpasning til hurtige teknikskift. 

Sidstnævnte er særligt afgørende: Under et sprintheat skifter løberne i gennemsnit mellem forskellige delteknikker mere end 30 gange. Under OL var Klæbo en hurtig klassisk skiløber, men det var på skøjteløb, han virkelig dominerede. Hans ejendommelige variation af "hoppende V1" er en stil, der er værd at bemærke. Derudover har han en evne til at "forbruge" lettere, kuperet terræn, svarende til hvad Thomas Alsgaard gjorde ved OL i 1994.  

2. Klæbo er foran i banens analyse. 
For hvert løb opdeler Klæbo ruten og profilen på en næsten videnskabelig måde for at bestemme, hvordan man kører hvert segment hurtigst muligt. 

Dette var især tydeligt på den sidste bakketop ved OL i Sydkorea i 2018, hvor han formåede at accelerere fra diagonale skridt med høj turnover via et par gigantiske, flydende diagonale skridt til en kraftfuld dobbeltstangsløb og endelig en yderst effektiv nedkørselsteknik. Den hastighed, du genererer på toppen af ​​en bakke, er afgørende for den hastighed, du er i stand til at komme længere ned ad bakken. 

Dette er for nylig blevet undersøgt inden for alpint skiløb af en forsker fra Norges idrettshøgskole: Den hastighed, du sætter fra starten, er meget vigtigere end tidligere antaget. Se bare på de første par skøjteskridt, som alpinskiløbere tager fra starten. 

3. Klæbo har en ideel fysisk bygning til moderne langrend
En exceptionelt høj VO2max har altid været en forudsætning for succes på internationalt niveau. Langrendsløbere er de atleter med den højeste VO2max i verden, med flest mænd ved World Cup på 85-90 ml/kg/min. 

Men sprintløb (<1,8 km), hvor gennemsnitshastigheden er omkring 20 procent højere end for et 15-kilometer løb, kræver også utrolig høj anaerob kapacitet. Ikke kun til en lejlighedsvis stigning, men igen og igen under hele løbet. 

Disse to energisystemer – det aerobe og det anaerobe, kan sammenlignes med moderne hybridbilmotorer: en kraftfuld benzinmotor leverer høj effekt over en længere periode. Elmotoren kan yde endnu mere kraft i en kort periode, men lige så vigtig er elmotorens utroligt hurtige acceleration. Når bilen kører med maksimal effekt, bruger den begge motorer, men når batteriet er fladt, genoplader bilen batteriet på den næste nedkørsel. 

Skiløbere med en kraftig benzinmotor og et stort batteri med hurtigopladning er de optimale sprintløbere. Alle topsprinterne har disse egenskaber. Klæbo er en ekstremversion. 

4. I klassisk skiløb skiller Klæbos løbeteknik sig ud 
Denne teknik er naturligvis effektiv og hurtig, men kommer med en høj pris i form af energiforbrug. Det unikke ved Klæbo er, at han har spandevis af energi (anaerob kapacitet) til at udføre denne udfordrende teknik. 

Klæbos løbeteknik er ikke kun nyttig til klatring, men indirekte også til nedkørsler og flade strækninger. Denne teknik kræver et usædvanligt kraftigt spark, som genererer et stort tryk i sneen og giver skiløberen mulighed for at slippe afsted med mindre sparkevoks på stigningerne. Mindre sparkevoks betyder bedre glid, især på de flade strækninger, hvor flere lag kan skabe et modtræk.